Vindpark Thorup-Sletten

– Eurowind Energy A/S’ hidtil største vindmølleprojekt

Efter flere års arbejde er Vindpark Thorup-Sletten nu endeligt godkendt på et ekstraordinært byrådsmøde i Jammerbugt Kommune. Projektet kommer til at bestå af 18 vindmøller.

Vindmøllerne skal rejses ved Thorup-Sletten nordvest for Aggersund, hvor 9 af møllerne vil stå i Vesthimmerlands Kommune og 9 i Jammerbugt Kommune. Det ambitiøse projekt er et repowering projekt, hvor der nedtages 22 mindre møller i og omkring området. De 18 nye møller bliver enten Vestas V126 - 3,6 MW eller Siemens SWT 130 – 4,3MW. Uanset valg af producent, vil de nye møller have en totalhøjde på lige under 150 m, og have en samlet effekt på op til 77 MW samt en elproduktion, svarende til det årlige elforbrug for ca. 65.000 husstande.

Projektet er et samarbejde mellem Eurowind Energy A/S og GK Gruppen ApS, hvor Eurowind Energy A/S ejer 65 % af projektrettighederne og GK Gruppen ApS ejer de resterende 35 %. Eurowind Energy A/S vil forestå byggeprocessen når den bliver igangsat.

I henhold til køberetsordningen vil 20 % af projektet i Thorup-Sletten blive udbudt til kostpris til personer bosiddende i de to kommuner, hvor møllerne opstilles. For mere information herom, henvises til projektets egen hjemmeside www.VindparkThorup-Sletten.dk.

Næste step er deltagelse i Energistyrelsens auktion for at opnå strømtillæg de næste 20 år. Projektet forventes igangsat i 2019 og den nuværende tidshorisont er, at møllerne er rejst og idriftsat i 2019 eller 2020. Dermed bliver Vindpark Thorup-Sletten Eurowind Energy A/S’ største enkeltstående projekt til dato.